Kompostens kosmos - jorden er levende (1:2)

Aarstiderne Podcast - En podcast af Aarstiderne

Kategorier:

Man skulle umiddelbart tro, at jord er en uudtømmelig ressource, som der aldrig vil være for lidt af. Men ser vi udelukkende på den dyrkningsegnede jord, altså jord der kan bruges til at dyrke fødevarer, er der grund til bekymring. Heldigvis findes der en simpel måde til at genskabe den frugtbare dyrkningsjord på – svaret er kompostering. Når vi dyrker jorden, udnytter vi de næringsstoffer, bakterier, svampe og regnorme som gør jorden frugtbar. Næringsstofferne fra jorden føres videre over i afgrøderne, hvorefter de kommer til gavn for mennesker og dyr. Sådan har det fungeret i årtusinder, men i takt med, at dyrkningen af jorden er blevet mere og mere intensiv, har jorden fået sværere ved at følge med. Det betyder, at jorden bliver mindre frugtbar og i sidste ende bliver uegnet til dyrkning. Fænomenet kaldes erosion, og det kan bedst beskrives som sår i den tynde hinde af frugtbar jord. Det er nu, komposten kommer ind i billedet. For bruger vi kompostjorden med omtanke, kan den være med til at gøre jorden frugtbar igen og dermed virke som et plaster, der forvandler eroderet jord til frugtbar jord. En kompost ligner på mange måder bare en bunke jord, men kradser vi lidt i overfladen, vil vi hurtigt finde ud af, at en kompost rummer et helt univers af liv. Det er det liv, vi putter tilbage i jorden, når vi gør den frugtbar igen. Hør første afsnit i miniserien Kompostens Kosmos – jorden er levende og find ud af, hvad en levende jord betyder for os mennesker og planterne.