Blatter udleverer VM-bagmand: Han købte stemmer

Jan Jensen er kommet hjem fra Schweiz, hvor han har interviewet 86-årige Sepp Blatter, den nok mest mytiske mand i fodboldens brogede VM-historie. Den 86-årige schweizer stod i 17 år i spidsen for FIFA, der under hans ledelse blev stadigt mere korrumperet. I dette afsnit af Blodbold skal du høre, hvordan Blatter kaster flere FIFA-folk under bussen, herunder hans tidligere bedste ven, Mohamed Bin Hammam, som om nogen var manden bag Qatars VM. Det flød med penge og brune kuverter. Blodbold er tilrettelagt af Jan Jensen og Emil Rothstein-Christensen, som også har stået for manus og klipning. Frederik Gabrielsson har stået for lyddesign og mix af dette afsnit. Sofie Rye er redaktør. Søren Gregersen har komponeret kendingsmelodien. Produceret i samarbejde med MonoMono.

Om Podcasten

Korrupte rigmænd og diktatorer har de seneste år fået mere end en fod indenfor i den internationale fodboldverden. Det smukke spil har svært ved at træde ud af den skygge af grådighed, storpolitiske magtkampe og endda kriminalitet, som følger med. Whistleblowere bringer snavset frem i lyset i den nye sæson af Blodbold, hvor vi også kigger frem mod FIFA’s præsidentvalg i Rwanda i marts. Et valg, der for længst er afgjort og aftalt - men som samtidig kan give os en fornemmelse af, om international fodbold er tabt for altid. Måske er der en modstandsgruppe, som er ved at mobilisere sig i kulissen? Slagsmålet om værtskabet for VM i 2030 kan blive afgørende for fodboldens fremtid. Første sæson af Blodbold handlede om fortiden, sæson to om nutiden; Blodbold sæson tre handler om fodboldens fremtid. Premiere onsdag d. 22 februar. Lyt til 'Blodbold' eksklusivt med et Ekstra Bladet+ abonnement. Med det for du også adgang til et hav af andre fede podcast. Kom igang på ekstrabladet.dk/podcast