Borgen Late Night: Store Bededag lagt i graven – nu begynder balladen om...

Borgen Late Night - En podcast af Jyske Bank

Kategorier:

Tirsdag faldt øksen over Store Bededag, da regeringspartierne sammen med de radikale vedtog det forslag, der fra 2024 fjerner en af forårets skæve helligdage. Til det allersidste forsøgte en stadigt mere splittet opposition forgæves at få sendt forslaget til folkeafstemning, men vil vælgerne på valgdagen huske at straffe regeringen for afskaffelsen af helligdagen, og hvad får det af betydning for de endnu ikke godkendte overenskomstaftaler? Det og meget andet analyserer Jarl Cordua og denne uges gæstevært Kristian Madsen, der er chefredaktør på A4 Medier og ferievikar for Lars Trier Mogensen. Mange forventer ny ballade og protester mod regeringen, når den torsdag præsenterer et uddannelsesforslag, der beskærer udvalgte universitetsuddannelser med et år. Justitsministeren besluttede sidste tirsdag, at der efter indstilling fra Rigsadvokaten bliver rejst sigtelse mod Claus Hjort Frederiksen for overtrædelse af Straffelovens §109 på baggrund af en mistanke om, at den tidligere forsvarsminister har videregivet hemmelige oplysninger. Hvad betyder det for Venstre, der tilsyneladende har ændret mening i forhold til sidste år, hvor Ellemann mente, at regeringen burde forhindre, at der blev rejst sigtelse mod Hjort? Kommer den sygdomsramte Ellemann i øvrigt tilbage som forsvarsminister? Hans mor mener i al fald, at det hjælper, hvis han får hugget brænde? Imens giver hans vikar som Venstres leder i regeringen, økonomiminister Troels Lund Poulsen interview, hvor han afviser, at han skal afløse Ellemann. Endelig bliver udenrigsminister Lars Løkke spurgt, hvad han mener om, at hans partis udenrigsordfører Jon Stephensen er gerådet ud i en kulørt sag fra hans fortid som teaterdirektør om påstået forfalskning af en underskrift, hvor Stephensen som følge af det rejser injuriesag mod tidligere finansminister Henning Dyremose, der er bestyrelsesformand på Avenue Teatret.