Brainstorm live: Hjernestyrede exoskeletter kan give lammede bevægelsen tilbage
Brainstorm - En podcast af Videnskab.dk

I Iron Man-superheltefilmene har hovedrollen Tony Stark et exoskelet, der både gør ham i stand til at flyve, modstå skader og skyde mod sine fjender. Virkelighedens exoskeletter er dog en helt anden sag. I dagens afsnit af Brainstorm skal det netop handle om exoskeletter. Ikke dem, Marvel-helte bruger til at dræbe fjender, men de virkelige exoskeletter, der tjener et mindst lige så heltemodigt formål. Exoskeletter bliver særligt brugt til at genoptræne patienter, der har fået lammelser - for eksempel efter et slagtilfælde - og skeletterne hjælper mange med at vinde bevægeligheden tilbage. Hvordan det går til, fortæller Mads Rovsing Jochumsen, der er hjerneforsker og lektor i sundhedsteknologi, i dagens afsnit af Brainstorm. Dagens afsnit handler også om, hvor grænsen går mellem helbredelse og optimering. I dag bruges hjerneteknologi såsom exoskeletter nemlig primært til at helbrede syge, men der bliver i stigende grad udviklet teknologi, der har til formål at optimere mennesket, og nogle forskere tror, teknologien i en nær fremtid vil give os supersyn eller en knivskarp hukommelse. Den udvikling har ført til heftig debat blandt tech-udviklere og forskere, og i dagens afsnit dykker medlem af Etisk Råd Mie Oehlenschläger ned i, hvad uenigheden går ud på. Alt dette og mere til i dagens episode af Brainstorm. Den er optaget live på Experimentariums Store Scene foran en masse gymnasielever i forbindelse med Hjernedag 2023 - et arrangement lavet af Experimentarium i samarbejde med Etisk Råd og støttet af Lundbeckfonden. Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden. Medvirkende: Mads Rovsing Jochumsen, lektor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet. Mie Oehlenschläger, medlem af Etisk Råd Følg Brainstorm på Instagram.