Claircast # 53 - Forfatter og musiker Lars Muhl

Claircast - Jette Harthimmer - En podcast af Jette Harthimmer

Interview forfatter og musiker Lars Muhl Et 55 minutter langt interview med Lars Muhl. Hvad fik ham til, efter at have udgivet i omegnen af 14 cd´er og have stået på scenen i 30 år som musiker, pludselig til at koncentrere sig om spiritualitet og udgive bøger? Hør Lars Muhl fortælle åbent og ærligt om de personlige problemer og udfordringer han har mødt på vejen, ensomheden, teenager årene og hvorfor han først i en alder af 48 år, kunne sige til sig selv: "Jeg er glad for at være til, og nu er jeg klar til at påtage mig det som er mit job". Han læste og vidste en masse om spiritualitet, men da han ikke integrerede det i sit liv, fik han pludselig problemer med kroppen og sit helbred, og lå syg i ikke mindre end 3 år. Da han så oven i købet en dag stod på Orange Scene på Roskilde festivalen foran tusindvis af mennesker, og tænkte: Hvad laver jeg her, begyndte det efterhånden at gå op for ham, at noget var galt i hans liv. Da han var 15 år modtog han med posten en bog, der skulle vise sig at redde hans liv. Den dag i dag, ved Lars stadig ikke, hvem der sendte ham den. Som forfatter har han indtil videre skrevet 10 bøger. Den første var "Sjæl i flammer". Derudover kan nævnes titler som: "Skyggerejser" - "Gral" – "Maria Magdalene" – "Seeren fra Andalusien" – "Den himmelske vej" – og den sidst udkomne bog: "Det knuste hjertes visdom". I interviewet kan du høre os tale om: Hvorfor er det ofte så smertefuldt at gå på den spirituelle vej, og hvad kan man gøre for ikke at føle sig så alene? Hvad skal der til, for at vi tør følge sjælens stemme og turde tro på vores kraft og styrke? Hvad betyder ordet bøn? Hvad er et mirakel? Hvad kan vi gøre for at slukke for vores analytiske sind og komme i kontakt med vores hjerte, hvor alle svarene bor? Hvordan kan vi bevidst begynde at gå på den spirituelle vej? Hvad er formålet med vores liv, og er det forudbestemt? Foreningen Heart and Hands Hør også Lars Muhl fortælle om ét af sine meget store spirituelle øjeblikke, hvor han mødte en engel og fik lov til at køre i Ildvognen, et øjeblik hvor tid, sted og rum smeltede sammen til ét, og hvor alt kom fra hjertet. Relevante links: Lars Muhl hjemmeside - Foreningen Heart and Hands Interviewet varer 55 minutter og du kan høre det på harthimmer.dk/podcast lydfil nummer 53 Interviewet er lavet af og tilhører: Jette Harthimmer

Visit the podcast's native language site