Lydvandring: Den Guddommelige Ørestad

På denne litterære lydvandring skal du med Dante på en lille rejse gennem Den Guddommelige Ørestad. Dantes Guddommelige Komedie fra starten af 1300-tallet beskriver en vandring gennem de tre dødsriger: helvede, purgatoriet (skærsilden) og paradis. På samme måde er det med denne lydvandring, hvor Dante med sin helt særlige poesi løfter sløret for hvad Ørestad rummer. Du vil, med Dante som sikker fører, blive ført gennem himmel og helvede og få Ørestad at se gennem Dantes univers.

Om Podcasten

Lydvandringer i Ørestad er fem podwalks produceret i 2008 af studerende fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Lydvandringer i Ørestad giver fem forskellige blik på Ørestad, som den så ud i 2008 - midt mellem byplanlægning og byliv. Lydvandringerne graver sig ind bag den ny bys facade og fortæller historier, du ikke vidste fandtes i den forblæste Ørestad. De fem podwalks er resultatet af et undervisningsforløb på grunduddannelsen i litteraturvidenskab i efteråret 2007. De repræsenterer et nyt bud på formidlingen af by og arkitektur.