Danskerbingo: VI ER TILBAGE!

Danskerbingo - En podcast af DR

Kategorier:

Vi er tilbage fra sommerferie, og vi starter ud med at afprøve en klassisk Danskerbingo-teori om, at der ikke findes gode historier fra gode ferier. Hestehviskeren Jon gør et ihærdigt forsøg, men fejler. Og teorien består. Udenfor Andreas' opgang er der blevet plantet strategisk edderkoppespind, og det virker ærlig talt som en snedig fælde. Derfor efterlyser vi mennesker, der er blevet lokket i en fælde af et dyr. Det er Morten, da han blev straffet af sin blåpandede amazonepapegøje, fordi han kælede alt for sjældent med den. Jacob har en overraskelse med til Andreas, nemlig spændingsromanen "På date med en morder". Det fører til en jagt på en lytter, der har været netop dette. Dog forholder det sig sådan, at Danskerbingos lyttere ikke dater mange mordere, så Bjørne Corydon kommer os til undsætning. I stedet leder vi efter en dansker, der har handlet med den helt forkerte. Her får vi fat i Jesper, der har solgt en varevogn til en tatoveret gut, som kæresten tror er rocker. Fordomsfuldt, mener Jesper, indtil politiet står foran deres dør. Nyhedsvært Rune Stürup afgør, at lytterne har det bedste bud i Nyhedsbingo, og vi starter en eftersøgning på en korrupt elevrådsrepræsentant. Her snakker vi både med Søren, der konfiskerede bajere til alkoholfri fester for at drikke dem selv. Og elevrådsformanden Anders, der fik festerne til at vokse til det 10-dobbelte, så elevrådet kunne tage på Jensens Bøfhus en gang om ugen. Til slut spiller vi omvendt-bingo og tester lytternes opmærksomhedstærskel. Det gør vi ved at lede efter en dansker, der har gjort det omvendte af at brække benet på en dramatisk måde. Vi får Loay fra 'Kørelærerne' igennem, der helt misforstået fortæller sin dramatiske historie. Heldigvis bliver den fulgt op af Mortens ekstremt kedelige indspark om, at han aldrig har brækket en knogle. Perfekt og bingo. Værter: Andreas Kousholt og Jacob Weil.