DEBAT: Går digitaliseringen for stærkt?
CENTER FOR DIGITAL VELFÆRD - En podcast af CDW
Kategorier:
Der er fuld fart på digitaliseringen i den offentlige sektor, men er udviklingen ude af kontrol, og kan medarbejderne overhovedet følge med? IT-Universitetet inviterer til debatmøde om digitaliseringens konsekvenser for arbejdslivet i den offentlige sektor. Den løbende udvikling og implementering af nye it-systemer i det offentlige udfordrer arbejdsrutiner, organisationsformer og professionelle roller. Det bliver endda ofte fremført som selve formålet med digitalisering at ’disrupte’ det bestående i ønsket om at kunne gøre tingene på smartere måder. Men hvad sker der med klassiske offentlige dyder såsom grundig kontakt til borgeren og omhu i sagsbehandling i en tid fokuseret på nybrud, innovation, og effektivisering? Kan medarbejderne følge med den evige omskiftelighed, og hvad er konsekvenserne for borgere og samfund? I anledning af forskningsprojektet Data as Relations afslutning samt lanceringen af det nye forskningsprojekt Velfærd efter Digitalisering og et nyt center for Digital Velfærd inviterede IT-Universitetet i København til et debatmøde, hvor vi tog pulsen på arbejdslivet i den offentlige sektor og ser på konsekvenserne af de senere års omfattende digitalisering. Er hastigheden ude af kontrol, eller går digitaliseringen snarere for langsomt? Hvad er omkostningerne – og for hvem – ved at følge eller ikke følge med i det tilsyneladende hæsblæsende tempo? Hvad kendetegner i det hele taget god it-udvikling i modsætning til forhastet digitalisering på autopilot? Introduktion: Brit Ross Wintereik, professor og leder af center for DIgital Velfærd. Debatpanel: Lars Frelle-Petersen, Direktør, Dansk Industri, Camilla Gregersen, Formand, Dansk Magisterforening(DM), Mads Samsing, Næstformand, HK Kommunal og Anders Kjærulff, Analogiseringsstyrelsen. Moderator: Martin Breum.