MAGT: »Magt er overalt og næsten umulig at få greb om«

Den levende - En podcast af Politiken - Torsdage

Kategorier:

Magt er et svimlende komplekst begreb, der på en og samme tid er meget konkret og håndgribeligt. Umiddelbart umuligt at sætte på formel, men det er lige præcis, hvad en undersøgelse af, hvordan magten udspiller og fordeler sig i det danske samfund, har sat sig for at gøre. Gæst i denne uges udgave af ’Den levende’ er professor i statskundskab Michael Bang Petersen. Og det er han, fordi han er manden, der er blevet hyret til at stå i spidsen for den nye magtudredning, som er bestilt af Folketinget, og som skal kulegrave demokratiets tilstand. Ikke mindst i lyset af nye teknologier og mediers indflydelse på vores demokrati. Men er Michael Bang Petersen egentlig ikke også selv en ret magtfuld mand - på den stilfærdige og ikke så flamboyante måde? Det argumenterer Lotte Folke i hvert fald for, og i sit interview med ham spørger hun ind til den enorme rolle og indflydelse, han fik under coronakrisen, da han ledte forskningsprojektet HOPE, som målte stemningen ude i befolkningen. Hvordan man bedst undersøger, hvordan magt virker i et samfund, gør ugens gæst os klogere på. Hvem har overhovedet retten til at kridte den bane op, hvorpå magten udspiller sig? Og hvordan definerer man magt i en virkelighed, hvor følelser af magtesløshed fylder meget kulturelt. See omnystudio.com/listener for privacy information.