S4E6. Henri Mouhot: Templet i junglen

Året er 1860. Den franske videnskabsmand og eventyrer Henri Mouhot har igennem tre år rejst rundt i Sydøstasien efter nye arter af insekter, da han mere eller mindre tilfældigt - i den cambodianske jungle - pludselig står foran et gigantisk tempel. Med høje tårne formet som lotusblomster. Større end nogen kirke i verden. Bygget af flere sten end Keopspyramiden. De få munke, der bor i området, fortæller, at templet har bygget sig selv. Andre, at det altid har stået der. Hvad Mouhot ikke ved er, at han har fundet kongetemplet Angkor Wat, Khmerimperiets hjerte - i en by, der var større end nutidens Paris. Hvordan kan det være, at verden ikke kendte til dette utrolige bygningsværk? Hvorfor var Mouhots ”genopdagelse” så vigtig? Og hvad blev hans skæbne?Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.Medvirkende: Jesper Kurt-Nielsen, historiker, forfatter og museumsinspektør på Nationalmuseet.Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid.

Om Podcasten

Den yderste grænse handler om mænd og kvinder, hvis nysgerrighed overvinder farer og formaninger. Om dem, som drager på ekspedition til verdens ende for at udvide vores perspektiver. Det er historier om møder med fremmede, som måske ikke er så fremmede endda, og om oplevelser, der ender med at forandre de rejsende og give dem nye indsigter i de uendeligt mange måder, mennesker kan leve livet på.Vært er eventyreren Bjørn Harvig. Han har selv rejst verden rundt til fods og på cykel og er medlem af Eventyrernes Klub. Sammen med historikere og eksperter fortæller han de mest dramatiske kapitler i ekspeditionshistorien.Følg Vores Tid - Nationalmuseet på Facebook og Instagram og få endnu flere fascinerende fortællinger.Produceret af Vores Tid, Nationalmuseets mediehus, i samarbejde med 24Syv.