Nikolaj Stokholm

Siden Nikolaj Stokholm var dreng, har han haft et ønske om at få folk til at grine. Et ønske, der også er blevet anerkendt, da han tidligere på året vandt prisen som ’Årets komiker’ til Zulu Comedy Galla, hvor han også var vært. Rollen som vært havde dog en bagside, da han blev anklaget for at bagatellisere #MeToo bevægelsen og for stjæle indhold fra andre komikere. I sit sidste måltid ser Nikolaj Stokholm tilbage på showet og på hele sin karriere – og han reflekterer over sin egen rolle som komiker samt hvordan han adskiller sig fra resten af hans branche. Nikolaj Stokholm er ugens gæst i Det sidste måltid.

Om Podcasten

'Hvordan skulle din nekrolog lyde, hvis du selv kunne skrive den?' Dette væsentlige og en smule morbide spørgsmål stiller værten Lærke Kløvedal, når hun hver uge inviterer en ny gæst med til bords for at tale om det liv gæsten har levet og det eftermæle, som ingen af os undslipper. I ’Det sidste måltid’ er det gæsten som vælger forret, hovedret og dessert. Det kan være retter, som rummer et særligt minde, smagen af barndom eller fantasien om det sidste måltid. Uanset hvad, så er det maden, der er udgangspunkt for samtalen.