31. maj: Familien Murdoch: Virkelighedens 'Succession'

Der hviler et særligt mytisk skær over verdens såkaldte mediemoguler. De mænd, der bruger deres liv på at opbygge et imperium af aviser, tv-stationer og filmselskaber. Og som undervejs dribler med magthavere og politikere for at nå deres mål. Igennem fire sæsoner har tv-serien ’Succession’ fortalt historien om en nærmest genial og brutal forretningsmand, der har skabt sin egen magtbastion. Patriarken bygger blandt andet på virkelighedens Rupert Murdoch. I det her afsnit fortæller Politikens Torben Benner historien om Murdoch. Og så prøver han at besvare det spørgsmål, der altid melder sig, når en succesfuld businessman nægter at slippe sit livsværk: Hvem skal være hans arvtager?

Om Podcasten

Med Politikens daglige podcast ’Du lytter til Politiken’ i ørerne får du på 20 minutter én særligt udvalgt, aktuel historie leveret som levende lydfortælling. Politiken-journalisterne Gudrun Marie Schmidt og Nils Thorsen er værter.