#36 Birgitte O fra Aarhus

Birgitte mødte jeg på min tur i Aarhus sidste november. Hendes historie er fascinerende. Birgitte gik fra at være den pige som alle spåede succes i livet efter gymnasiet til at ende dybt alkoholiseret oven på flere nedture. Birgitte fandt sin bund og har været ædru siden 2010. Hendes hjemmegruppe i AA er Onsdagsgruppen i Ryesgade i Aarhus.I Birgittes beretning kan man virkelig høre den ensomhed og den skam som gennemsyrer så mange alkoholikere. Derfor er det også livsbekræftende at møde et menneske som har fundet balance i livet og ikke mindst respekt for sig selv. Birgitte er et menneske med stor værdighed, for hvem fællesskabet og det at hjælpe andre spiller en stor rolle i livet. Meget inspirerende.

Om Podcasten

Et Trin Dybere er en dansk podcast med der omhandler vejen til det gode liv efter år med misbrug af alkohol eller andre euforiserende stoffer. I podcasten hører du interview med mennesker som alle identificerer sig som alkoholikere, men har kommet sig af deres misbrug og har været ædru i mere end 10 år. Deres veje mod helbredelse har været ligeså forskellig som de er, men for alle har den haft 12 trin praktiseret i et fællesskab som AA. Podcasten forsøger også at komme trinnet dybere og finde frem til hvordan de har skabt det gode liv.