Episode 4: Annika Nuttall // Annika Nuttall Gallery

Kvalitet og varighed er begge nøgleord for gallerist, Annika Nuttall, og hendes opfattelse af bæredygtighed inden for kunst. På samme måde som et smykke eller et møbel kan bevare eller ligefrem øge sin værdi ved at gå i arv gennem generationer, har kunstværker ifølge Annika et lignende men ofte oversete potentiale. Dette længerevarende perspektiv er vigtigt, såfremt man ønsker at understøtte kunstens bæredygtighed. I dette afsnit får vi desuden et indblik i samspillet mellem at udstille unge, up-and-coming kunstnere og selv at være en ung entreprenant sjæl med en brændende kærlighed for kunsten. Det er et spørgsmål om at tage chancer, om at hengive sig selv fuldstændig til projektet, men også om at tage ejerskab og sætte sit personlige præg på, hvordan kunsten for fremtiden formidles til offentligheden.

Om Podcasten

Kunst og antropologi beskæftiger sig ofte med de samme abstrakte ideer om, hvad det vil sige at være menneske. Ideen med etnografik er at udforske kunsten fra antropologiske vinkler gennem samtaler med de mennesker, der har kunsten tæt inde på livet.