Podcast 121 (Den om filmåret 2015...)
Filmnørdens Hjørne - En podcast af Filmnørdens Hjørne
Kategorier:
Som om vi ikke har snakket om film fra 2015 i løbet af 2015, så gør vi det lige igen her på årets sidste dag. Problemet er, at vi ikke har set nok af dem, men når vi er ude på tynd is, er der jo kun et sted at gå hen - til jer! Endnu engang kommer I, kære lyttere, os til undsætning, for i denne podcast er det nemlig jer, der bestemmer hvilke film, der har været årets bedste... og værste.
Vi har således afholdt en afstemning i 16 forskellige kategorier, og selvom der er en del gengangere i de forskellige kategorier, har vi forsøgt at gøre plads til, at alle (slags) film kunne komme frem i lyset. Alle deltagere i afstemningen har kunnet afgive tre stemmer i hver kategori, såfremt man mente, at der var op til tre værdige vindere af kategorien.
Filmnørdens Hjørne har en ret særegen lytterskare, hvis filmkærlighed vi med stolthed kan konstatere balancerer perfekt mellem popcorn og pindemadder - mellem blockbustere og arthouse - nøjagtigt som vi selv gør... eller gerne vil gøre. Derfor er det også ret sjovt at høre, hvad netop I stemmer ind som årets film i de forskellige kategorier, og vi kan godt love, at der er et par overraskelser i mellem.
Værterne denne gang udgøres af Casper Christensen, Brian 'Brie' Iskov og Mille Astrup. Vi flankeres i dagens anledning af den uforlignelige 'Mama' Maria Månson - vært på Filmselskabet på DR K, når hun ikke lige er på barsel. Ja, dermed mangler Jesper Laursen, men Maria har været gæstevært før og hun er en noget nær perfekt erstatning. Hør selv.
En lille advarsel: Dette er i ordets bredeste forstand en løssluppen podcast. Vi har bobler i glasset og horn i munden og stemningen er indimellem en smule... festlig. Der kan derfor forekomme "man skulle ha' været der"-episoder, men vi håber I overlever. Vi havde det I hvert fald sjovt, og håber inderligt, at det smitter bare lidt af på jer.
Tusind, tusind tak for I år. I ved vi elsker jer meget højt og vi glæder os usigeligt til, at lulle jer ind i filmens lune verden mange gange igen i 2016. Godt nytår og god fornøjelse.
Med venlig hilsen,
Casper, Brie, Mille og Maria.
P.s. Resultaterne af afstemningen vil blive gjort tilgængelige efter en uges tid.