Zone vs. mand og dun vs. dyne

Fodboldministeriet - En podcast af discoveryplus.dk - Fredage

Humørbarometeret er helt i bund, efter at temperaturen i landet er gået samme vej. Men fik kulden virkelig Landsholds-Lars Jacobsen til at hoppe i det varme vand i bassinet på stadion i Hobro for at overleve Superligakampen mod FCK i ugens løb? Der nørdes for alvor igennem omkring forskellen på zone eller mand-mand forsvarsspil. Og så modtager Producer-Sture en mundtlig advarsel under den ellers så normalt udramatiske gennemgang af verdenskortet. Om det skyldes vejret er ikke til at vide, men Jacobsen er i gang med en koldstart i denne sæsons Landsholds-Lars quiz. Og det er for øvrigt sjældent kønt, når landsholdskæmpen føler sig presset… I Roulette-runden bryder en af verdens bedste lyttere med alle traditioner og anbefalinger i forsøget på at støtte et fodboldprojekt i Afrika. Det kan vel ikke betale sig? Oppe på balkonen er der som altid frit slag for lytternes spørgsmål, og det bringer os forbi klub-frisurer, 0-0 kampe og om klubbernes byer betyder noget for en spillers valg. Et bonusspørgsmål afslører såmænd også, om det virkelig kan passe, at Landsholds-Lars gav Yussuf Poulsen en rulle toiletpapir, inden den unge angribers debut på det danske A-landshold. Du får naturligvis også endnu et kapitel om den tidligere dommer Claus Bo Larsen, hvor en anekdote bringer både Harry Redknapp og Paulo Di Canio på banen i Fodboldministeriet. Fodboldministeriet er lavet i samarbejde med Faxe Kondi og LeoVegas. Musik: Raske Penge & Klumben + Mads Julius Dyrst. Fodboldministeriet kan kontaktes på [email protected] eller hashtagget #LytTilLars på Twitter.