FÆDREBARSEL PÅ ANKLAGEBÆNKEN

Dommer Rask er tilbage! Og med sig har han bl.a. en tordnende anklage mod den kedelige og partiske danske dommerstand. Han og dommer Vejrup afgør også, om den højaktuelle fædrebarsel er en god idé, med særlig indsigt fra dommer Rasks nyoverståede barsel. Desuden er der grove anklager mod unge forfatteres navler, og retten undersøger, hvorfor livstidsfanger har så let ved at date. Alt dette plus Lynjustits, øremærket til dine ører! Vidner: Mads Brynnum, Dharshika Christopher

Om Podcasten

I satireprogrammet fælder de to komikere Tjelle Vejrup og Mikkel Rask dom over små og store sager på hele folkets vegne. I en tid hvor alles mening tæller, uanset baggrund og ekspertise, er ’Folkedomstolen’ landets højeste autoritet. Den er det officielle talerør for alle os, der ved, hvordan verden er skruet sammen - for vi har engang siddet ved siden af en læge til en familiefest. Mikkel og Tjelle er skiftevis forsvarer og anklager. De sætter alt fra måltidskasser til ministre på anklagebænken. Får alle en fair og velovervejet dom? Sikkert ikke.