Bausagers Brevkasse 2020

Forhjulslir - En podcast af Anders Mielke - Mandage

I al hemmelighed  - op mod jul – inviteres nogle få udvalgte ryttere til cykelsportens vugge – Bausagergård i Gevninge. Det drejer sig om ryttere, som af den eller anden årsag trænger til at blive formanet og rykket lidt i ørerne for de forskellige unoder, de har lavet i løbet af året. Mødet inkluderer en tur på landevejen, som afvikles uanset vejr og vind, og som slutter med smørrebrød og øl på det lokale Herslev Bryghus. Efter omklædning er rytterne forpligtet til at deltage i et panel, som besvarer spørgsmål fra cykelinteresserede lyttere fra hele landet. I dette års udgave af Bausager Brevkasse gives svar på mange interessante spørgsmål: Hvad er den sande historie bag hjorten i Kasper Asgreens fryser? Er Jakob Egholm virkelig svigermors drøm? Hvad laver ryttere i vinterpausen nu om dage? Havde Asbjørn Kragh et horn siden på Asgreen og Mads P. ved DM? Hvordan bruges ordet "cunt" i cykelmiljøet? Få svarene på disse og mange andre spørgsmål i årets udgave af Bausagers Brevkasse. Medvirkende: Mads Pedersen, Kasper Asgreen, Jakob Egholm, Asbjørn Kragh Andersen og Per Bausager Produceret af Anders Mielke og Forhjulslir.