Historien om Jakob Egholm - juniorverdensmesteren, som aldrig gav op
Forhjulslir - En podcast af Anders Mielke - Mandage
Forhjulslir præsenteres i samarbejde med Oddset fra Danske Licens Spil +18. På denne etape af Forhjulslir får du historien om Jakob Egholms fireårige rejse fra VM-guldet i Doha, til de svære år på senior- og U23-niveau, og til sidst om skiftet til Trek-Segafredo. Det er en ærlig og reflekterende Egholm, som for første gang åbner op om en svær tid med stærke følelser og mentale vanskeligheder som cykelrytter. Den 14. oktober 2016 blev en dengang 18-årig Jakob Egholm verdensmester i linjeløb for U19-junior. Verdens bedste blandt de største talenter i cykelsporten. Den store sejr betød, at han blev stemplet som nyt stort kæmpe talent i cykelsporten. Presset var derfor stort, da han tog skridtet op som senior og U23-rytter. "Jeg kunne jo næsten kun skuffe", fortæller Egholm om skridtet op på den 'voksne' scene. U23-årene var ikke nogen dans på roser for juniorverdensmesteren fra 2016. Det kan godt være, at han havde været blandt verdens største talenter som juniorrytter, men skiftet op på U23 og senior-niveau var noget helt andet. Trods modgang, uheld og ubehagelige oplevelser, gav Egholm aldrig op i drømmen om at blive professionel på World Touren. Den 1. januar 2021 kunne han officielt kalde sig World Tour-rytter på Trek-Segafredo. Hvordan og hvorledes skiftet kom på plads, fortæller Egholm meget mere om på etapen. Medvirkende: Jakob Egholm og Anders Mielke