Kampen mod en spiseforstyrrelse som ung dansk cykelrytter

Forhjulslir - En podcast af Anders Mielke - Mandage

I september måned rykkede 20-årige Jacob Schebye op i den danske A-klasse og fik en kontrakt på Team O.B.Wiik-Dan Stillads. Det har dog ikke været en nem vej til A-klassen for Jacob. Som 16-17 årig kæmpede han med en spiseforstyrrelse, der både var ved at gøre en ende på cykelkarrieren, men også livet. For første gang åbner Jacob op om tabuet omkring sin spiseforstyrrelse. Hvad var årsagen til, at en sund ung juniorrytter sultede sig selv i forsøget på at få markerede ben med sprængfyldte blodårer - ligesom dem han så i Tour de France? Hvilke tiltag gjorde han for at tabe sig? Hvilken følelse fik han, når han tabte sig? Hvordan vandt han over spiseforstyrrelsen? Og hvorfor er han tilbage i cykelsporten, når cyklingen var grunden til, at han fik en spiseforstyrrelse? De svar giver Jacob i dagens podcast. Forhjulslir skal gøre opmærksom på, at podcastens indhold kan virke stærkt og voldsomt. Medvirkende: Jacob Schebye og Anders Mielke