Niklas Larsens vej tilbage fra skadeshelvede
Forhjulslir - En podcast af Anders Mielke - Mandage
Det er længe siden, at man har hørt fra Niklas Larsen, og det er med god grund. I slutningen af august i 2019 vandt han Post Nord Danmark Rundt og var på alle danske cykelfans læber. Vejen var banet mod U23 VM på landevej, hvor Niklas var en af de helt store favoritter. Desværre blev Niklas ramt af en skade i ballen, som han egentlig var klar over var gal, men kørte videre med smerterne, da VM var i sigtekornet.
Efter et par måneders genoptræning var Niklas næsten tilbage igen, og smerterne var stort set forsvundet i ballen. Under ColoQuicks afslutningsfest skete der dog det værst tænkelige. Niklas brækkede anklen midt på dansegulvet, og meldingen fra lægerne var hård; operation og 4 uger uden at støtte på foden. Niklas var ulykkelig. Operationen var i midten af november måned, og Niklas kunne dermed vinke farvel til VM på bane i marts måned - et VM som han så på sofaen, mens han så sine bedste venner blive verdensmestre.
Niklas har siden operationen haft et mål for øje, OL. Et OL, som nu er blevet udskudt til 2021.
På dagens etape får vi Niklas' stærke historie. Hvordan håndterede han den vanskelige situation? Var han tæt på at kaste håndklædet i ringen undervejs? Og er Niklas i virkeligheden lykkelig over udskydelsen af OL? Det er en række af de spørgsmål og historier, som Niklas fortæller på dagens etape af din podcast om cykling og kun cykling.
Medvirkende: Niklas Larsen (UNO-X) og Anders Mielke