Portræt: Kim Eriksen

Forhjulslir - En podcast af Anders Mielke - Mandage

Forhjulslir præsenteres i samarbejde med Oddset fra Danske Licens Spil +18. Forhjulslirs tidsmaskine i dansk cykelsport: 8 portrætter af 8 væddeløbere fra hver sin epoke i dansk cykelsport. Vi skal ud på en rejse fra 1950'erne og 70 år op gennem tiden til 2020. I dag, kære lyttere, der skal vi høre historien om dansk cykelsports største talent i 1980'erne, Kim Eriksen. Og på trods af, at han var med til at vinde Giro d'italia i 1985 med sin kaptajn Bernard Hinault, så er hans historie forholdsvis ukendt - særligt for den yngre generation. Det skal vi have lavet om på i dette store portræt af Kim Eriksens rejse i cykelsporten. Lige fra begyndelsen, da han spændte den første tåclips i SIF Cykling i Silkeborg, videre til de succesfulde junior og amatørår, hvor han blandt andet blev kåret til 'Årets Fund' af Politiken og blev udtaget til elite VM i Goodwood i 1982 som juniorrytter! Og så selvfølgelig videre til den professionelle karriere, hvor han nåede at køre for det ikoniske La Vie Claire-mandskab med Bernard Hinault og Greg LeMond, videre til italienske Pepsi Cola med blandt andet Jørgen Marcussen, dernæst om det amerikanske 7-eleven-mandskab og til sidst karrierens ende som professionel på  hollandske TVM sammen med blandt andet Jesper Skibby.   Hvem var den gudsbenådede væddeløber, Kim Eriksen? Hvordan husker han minderne, sejrene, nederlagene og de mange oplevelser i sadlen? Og hvordan kan det være, at han stoppede den professionelle karriere som bare 25-årig? Det skal vi blive klogere på i dette store portræt.   Navn: Kim Eriksen Født: 10. februar 1964 (57 år) i Silkeborg.   Vært: Anders Mielke