"Katten og Djævlen" af James Joyce og "Katten der gik sine egne veje" af Rudyard Kipling
I dette afsnit bevæger vi os op i det 20. århundrede for at lytte til to fortællinger der kan ses som fabler der forklarer kattens rolle i verden."Katten og Djævlen" af James Joyce er en historie forfatteren skrev i et brev til sit barnebarn Stephen i 1936 og som først efter hans død er blevet offentliggjort som en selvstændig fortælling. Her er katten ikke antropomorficeret, men er blot et offer for menneskers rænkespil mod Djævlen. Denne fatter sympati for den stakkels kat, og dermed er associationen mellem djævlen og katten etableret.Rudyard Kipling fortæller i "Katten, der gik sine egne veje" fra 1902 en oprindelsesmyte i mundtlig stil, hvor katten som det eneste domesticerede dyr bevarer sin selvstændighed. Samtidig er Kipling et barn af Victoriatiden, og derfor forbindes katten entydigt med kvinden, som er hende der efter først at have domesticeret manden, senere forsøger at gøre det samme ved katten, og det er hende der til sidst giver katten fripas til at komme i hjemmet. Katten er dog for snedig til for alvor at lade sig tæmme, og har kun foragt til overs for de dyr der lader mennesket gøre det mod dem. Selv efter at være flyttet ind hos mennesket går katten derfor fortsat sine egne veje – i modsætning til hunden. Relationen mellem katten og hunden, både som egentlige dyr, men også især som symboler, er et modsætningspar vi vil støde på mange gange endnu i løbet af denne sæson.