"Klokken" af H.C. Andersen
I dette afsnit læser vi "Klokken" af H.C. Andersen fra 1845.Mange af H.C. Andersens tidlige eventyr var baseret på forlæg, men om netop Klokken skriver H.C. Andersen, at det »ligesom nu næsten alle efterfølgende Eventyr og Historier ere egen Opfindelse; de laae i Tanken som et Frøkorn, der behøvedes kun en Stemning, en Solstraale, en Malurtdraabe, og de bleve Blomst«I Testrup Højskoles samlingssal er der på østvæggen et stort vægmaleri malet af Holmer Trier der afbilleder scener fra H.C. Andersens "Klokken". Her er den fattige dreng og kongesønnen afbilledet i centrum som H.C. Andersen selv og den samtidige naturvidenskabsmand H.C. Ørsted. To af 1800-tallets genier der via hver deres vej når erkendelser de anså for sammenlignelige. Ørsteds naturfilosofi kulminerede i udgivelsen af "Ånden i Naturen" der udkom næsten samtidig med "Klokken", men en opsummering af hans syn på sammenhængen mellem kunst og naturvidneskab lod sig allerede årtier inden opsummere i et brev han i 1807 skrev til Oehlenschläger: »Vi have uddannet os paa ganske ulige Veie, Du paa Kunstens, jeg paa Videnskabens. Paa hin kan man indtil man naar den störste Fuldendelse, nöyes i mange Henseender med Fölelser og Anelser, sikker ved et hovere Instinkts Ledelse; paa denne derimod, maae intet Skridt gjöres, uden at belyse alt med Fornuftens Fakkel. En ung Videnskabsmand som lader sig nöye med uforstaa[e]de eller halv forstaaede Sætninger, og derpaa bygger videre, kan umuligen opnaae nogen grundig Lærdom. Naar Videnskabsmanden naar Grendsen af sin Bane moder han först det Punkt hvor Form og Materie uadskilleligen ere forbundne, og först da vorder Videnskaben ham tillige Kunst. Digteren derimod begynder med dunkle Fölelser, som han arbeider for at bringe sig selv til Klarhed, og fremstille for andre. Ved denne indre Bestræbelse foler han dagligen större og större Trang til Indsigt, han erhverver sig den, og vækkes bestandigen mere og mere til Fornuftklarhed. Naar han har naaet Grendsen af sin Bane, sammensmælter ham Kunsten med Videnskaben. Saaledes skiller Digteren og Tænkeren sig ad, ved Begyndelsen af deres Vey, for ved Enden at omfavne hinanden«Andersen virker til at tilslutte sig Ørsteds naturfilosofiske syn i slutningen af "Klokken", hvor naturen åbner sig for dem begge. Indsigter og dannelse går via mange veje og omveje, og derfor er det nok det mest passende af H.C. Andersens eventyr for en højskole at identificere sig med.