Hvordan forhindrer vi, at stærke ministre tromler embedsmændene ned?
Forskning på Etikkens Kant - En podcast af Videnslyd

Rigsrettens entydige og hårde dom til Inger Støjberg er uden sidestykke i dansk historie. Men måske kan Støjberg-sagen ikke betragtes isoleret, men snarere som et tegn - et symptom - på, at forholdet mellem ministre og embedsmænd har forandret sig markant i de senere år: Stadigt stærkere ministre, stadigt mere eftergivende embedsmænd? Det spørgsmål drøfter forskningschef Pernille Boye Koch, Institut for Menneskerettigheder, og professor emeritus Tim Knudsen med Maja Jensen i ugens udgave af Tænketanken. Selv om rigsretssagen og den verserende minkkommission ifølge Kock og Knudsen er vidt forskellige, rummer de to sager nogle problematiske fællestræk: Ministre, der har foden for meget på speederen, og embedsmænd, der ikke tør eller magter at slå bremserne i. I denne episode er der brugt lyd fra Tv2. Musik og underlægning er af Sejer Villadsen.