Forsøgsbarnets forsvundne journal
Genstart - En podcast af DR
I en kælder under Kommunehospitalet i København sidder en 11-årig dreng på en stol. Han har elektroder på kroppen, og han skal svare på en masse spørgsmål, men han ved ikke hvorfor. Først som voksen finder Per Wennick ud af, at han som børnehjemsbarn har været en del af et forskningsprojekt, og at han er blevet overvåget helt ind i voksenlivet - uden at have givet sin tilladelse til det. Opdagelsen sender ham på jagt efter sin egen fortid og den journal, som forskerne har ført over ham gennem alle årene. Kendte de til den vold og de overgreb, som Per var udsat for på børnehjemmet, uden at gribe ind? Dokumentarist Per Wennick fortæller om efterforskningen af sin smertefulde fortid, som han har dokumenteret i filmen 'Jagten på mig selv'. Vært: Anna Ingrisch.