Putins nordkoreanske soldater
Genstart - En podcast af DR
Kim Jong-un og Putin griner hjerteligt til hinanden, imens de på skift styrer en stor, russisk-produceret limousine. Stemningen er også i top, da de senere klapper to snehvide nordkoreanske racehunde og fodrer en eventyrlig hvid hest med gulerødder. De glade scener stammer fra Putins seneste besøg i Nordkorea, og de er et meget godt billede på det varme forhold, der har udviklet sig mellem de to lande, og som lige nu har en mere foruroligende konsekvens. I den her uge bekræftede NATO og Pentagon nemlig rygterne om, at Nordkorea har sendt soldater af kød og blod til Rusland - formentlig for at assistere Rusland i krigen mod Ukraine. I dagens Genstart taler vi med Anna Libak, udlandsredaktør på Weekendavisen, om Kim Jong-un og Putins alliance, som hun mener er del af en meget større alliance, vi bør tage os i agt overfor. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 1/11.