#6 Ken Madsen – tømrerlærling fra Ittoqqortoormiit

Ken Madsen er 22 år og tømrerlærling på KTI i Sisimiut, men han er født og opvokset i Ittoqqortoormiit, der er Grønlands mindste by og en af de mest isolerede. Der bor 400 mennesker i den lille by i Nordøstgrønland. Da han var 15 år, tog han på Skanderup Efterskole i Lunderskov, og siden den gang har han ikke boet hjemme, men kun været på besøg om sommeren. Efter Skanderup tog han til Nuuk og boede på kollegium, mens han gik på gymnasiet – og nu er han rejst videre til kollegiet i Sisimiut, hvor han går på erhvervskolen KTI Sisimiut for at uddanne sig til tømrer. Når han ikke er på skole, er han i praktik hjemme i Ittoqqqortoormiit. Når svendebrevet er i hus om godt to år, vil han læse videre til konstruktør eller lignende. Det er hans håb, at der er job til ham i Ittoqqortoormiit – eller at han selv kan være med at skabe sit fremtidige job. Når han skal hjem til byen og forældrene, skal han først flyve til Island, og derfra med helikopter til Ittoqqortoormiit. Det er dyrt, men i Grønland får den uddannelsessøgende betalt en hjemrejse om året og de rejser, der er nødvendige for uddannelsen. Det skyldes, at alle, uanset hvor de bor, skal have råd til at tage en uddannelse. Desuden er kollegieboligerne meget billige, og eleverne kan købe varm mad på skolen. Livet i Nuuk og Sisimiut er meget forskelligt fra livet Ittoqqortoormiit. I Grønlands største og næststørste by er der biograf og cafeer og meget andet, mens der i Ittoqqortoormiit ikke er meget andet end en idrætshal. Til gengæld samles beboerne meget og besøger hinanden. Når de vil have frisk rensdyr og moskus, køber de det af jægerne. Ittoqqortoormiit er kun isfrit nogle få måneder, og i den perioder skal alle byggematerialer og andet sejles til byen. Resten af året må de nøjes med det, de har på lager.

Om Podcasten

Grønlandske Livshistorier fortalt af mennesker fra mange steder i Grønland. De fortæller om livet i byerne og bygderne og måske om livet i Danmark. Deres fortællinger handler om hverdagen eller om særlige begivenheder i livet. De taler om at være del af et samfund under store forandringer. Det er personlige historier, der kan vise Grønland, som det var engang, som det er i dag og måske med et kig ind i fremtiden. Podcasten er produceret af Annelise Mølvig og Iben Danielsen, to danske journalister og undervisere, som har fundet og mødt grønlændere både i deres hjemland og i Danmark.