Uddannelse - vejen til selvstændighed

Nuka Kleemann er rektor på Socialpædagogisk Seminarium, som har hovedkvarter i Ilulissat. Uddannelse er vejen frem for Grønland og for grønlændernes stadig bredere selvstændighed, fortæller han i denne podcast episode. Hans egen skolegang begyndte fra den lille lokale skole i Upernavik, og han fortsatte noget modstræbende på skole i Danmark. Senere valgte han universitetet i Nuuk med studier i Kultur og Samfundshistorie. I hele sit arbejdsliv har Nuka Kleemann koncentreret sig om det humanistiske, om pædagogik, sociale forhold og uddannelse. Desuden har han engageret sig i idræt. Først i Taekwondo forbundet, og senere som mangeårig formand for Grønlands Idrætsforbund. Her arbejder han for den folkelige idræt, med målet om at Grønland bliver det mest fysiske land i 2030.

Om Podcasten

Grønlandske Livshistorier fortalt af mennesker fra mange steder i Grønland. De fortæller om livet i byerne og bygderne og måske om livet i Danmark. Deres fortællinger handler om hverdagen eller om særlige begivenheder i livet. De taler om at være del af et samfund under store forandringer. Det er personlige historier, der kan vise Grønland, som det var engang, som det er i dag og måske med et kig ind i fremtiden. Podcasten er produceret af Annelise Mølvig og Iben Danielsen, to danske journalister og undervisere, som har fundet og mødt grønlændere både i deres hjemland og i Danmark.