Havet rynker (2:5)

I andet afsnit af ATLAS’ podcastserie Havets stemmer tager vi afsæt i Peter Højrups roman Til stranden. Med dén i hånden føres vi ud i en undersøgelse af havet som epicenter for et uoverskueligt net af handlinger og konsekvenser, der har en afgørende rolle at spille i klimaet og verdens ulighed. Vi møder Niels, der har sejlet verden rundt på reelt set ubrydelige kontrakter, men som i dag styrer sit eget slæbebådsfirma, og den maritime cirkusartist Abigael, der gennem sine performances viser i retning af en mere bæredygtig og solidarisk fremtid. Desuden besøger vi marinebiologen Emil, der beskriver havundersøgelsestogter i Grønland og på Svalbard, og som introducerer os til de konservative Søkongers kamp for overlevelse i en ny virkelighed af generel nordlig migration i en arternes flugt fra overophedning.Idé: Pernille Kaufmann. Værter, klip og produktion: Simone Breum, Camilla Henriksen, Marie Munkner og Pernille Kaufmann. Musik: Mikkel Dyrehave, Rasmus Olsen, Nanna Søgaard og Pernille Kaufmann. Artwork: Marie Munkner og Camilla Henriksen. Lydteknik: Emil Ringsted. Gæsteværter: Katrine Balle og Rikke Rosenbeck. Interviews: Niels Henriksen, Abigael Winsvold og Emil Larsen.Havets stemmer er støttet af Statens Kunstfond.

Om Podcasten

Havet har en så stor praktisk og kulturel betydning for vores kultur, at man kan sige, at vi ved at betragte udviklingen i forholdet til havet faktisk kan aflæse udviklingen i kulturen. I ATLAS’ nye podcastserie Havets stemmer spørger vi: I en tid som denne, hvor havet virker til at have en mere akut betydning for vores miljømæssige, humanitære og politiske eksistens på Jorden end nogensinde før, hvad kan forholdet mellem havet og vores kultur da fortælle os om, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen?Med dét som udgangspunkt tager Havets stemmer udgangspunkt i skildringer af havet i nye danske litterære værker og fører dig ud i landet (og havet) til samtaler med folk, hvis hjerter skvulper i saltvand. I en poetiske lydmosaik af litteraturoplæsning, analyser, samtaler og musik lader vi litteraturen gå i dialog med de levede oplevelser og følelser og kigger havet og vores kultur dybt i øjnene. Hver torsdag i de næste fem uger udkommer et nyt afsnit, der hver især tilbyder en marianergrav af interessante perspektiver på forholdet mellem havet og vores kultur.