HM138: Når content failer eller får succes – kom ud over rampen

Help Marketing - En podcast af Eric Ziengs: Content Marketeer, blogger, oplægsholder

Kategorier:

Få gang i dit indhold i Help Marketing: Når content failer eller får succes
Help Marketing henvender sig til dig, der arbejder med marketing, salg og ledelse. Målet er at hjælpe dig til at blive bedre. Lad dig inspirere og få ny viden ved at lytte til Help Marketing podcasten, hvor Eric Ziengs hver uge interviewer en ny ekspert inden for et bestemt område.
Baggrunden for Help Marketing er, at vi alle kan blive en smule bedre til at hjælpe hinanden. Hvorfor? Fordi det gør hverdagen rarere for alle. Men i lige så høj grad fordi det er den bedste måde at skabe succes for dig selv, da du opbygger værdifulde relationer.
Help Marketing som bog? Læs mere her.
Ugens gæst: Morten Svane
I denne uge har vi besøg af Morten Svane, som er kommunikationskonsulent, blogger, forfatter og foredragsholder. Du kan følge Morten på Facebook og på Instagram. Tag også et kig på www.mortensvane.dk, hvor du finder Mortens blog og podcast.
I ugens afsnit får du mere viden om:

Hvad du skal gøre for at komme ud over rampen med dit indhold
Hvordan du vurderer, om dit content failer eller får succes
Hvordan du tænker målgrupper ind i dit content
Hvordan du skaber godt indhold med et mindre budget
Eksempler på content med succes
Konkrete råd til, hvordan du laver super godt indhold

Hvordan vurderer du, om dit content failer eller får succes?
Det er altid et sats at skyde en kampagne eller en anden aktivitet i gang. Hvorvidt dit content rammer plet hos målgruppen, eller om det falder til jorden med et brag, kan du ikke forudse med 100 procent sikkerhed. Men hvilke kriterier skal du se på, når du vurderer, hvordan det er gået?
Om resultatet er godt eller skidt vil altid afhænge af, hvilke kriterier du som person eller virksomhed har stillet op. Er målet med dit content at skabe engagement? Så er det en succes, hvis du får mange likes, delinger og kommentarer på de sociale medier. Vil du gerne skabe mere trafik? Så er målet at få mange klik, og du behøver ikke bruge krudt på at hænge dig i hvor mange likes, du har opnået.
Sæt en række mål og kriterier op, inden startskuddet til kampagnen lyder. Og husk på, at du ikke kan opnå alt med ét stykke indhold.
Hvordan tænker du målgrupper ind, når du skaber content?
Morten bruger en stor del af sin tid på at løse opgaver for virksomheden Bodylab, der producerer kosttilskud. Inden han begyndte at arbejde professionelt med emnet sundhed var det allerede hans hobby. Han har altså arbejdet med sin målgruppe i mere end 10 år, og det betyder, at han har rigtig godt styr på den.
At have et indgående kendskab til din målgruppe handler ikke bare om, at du har styr på demografi og segmentering. Det handler i lige så høj grad om, at du kender til sprogbrugen, jargonen og kulturen, der hersker blandt målgruppen. Foregiver du at være noget, du ikke er, kan det lugtes på lang afstand. Så sørg for at få en forståelse for selv de små referencer, når målgruppen kommunikerer – så er du ved at være der.
Hvis vi tager Bodylab som eksempel, så har Morten gjort meget for at komme til at forstå målgruppen. Han har deltaget i forskellige fora, hvor folk deler erfaringer omkring træning, førte logbog og diskuterede alle aktuelle emner. Der hersker et meget stærkt community omkring træning, og Morten har deltaget aktivt for at dykke ned i målgruppen. Han siger selv, at han har opnået en uundværlig forståelse af, hvordan folk tænker i det her miljø, hvordan de kommunikerer med hinanden og hvilke uskrevne normer, der hersker.
Du kan altså få rigtig meget viden om din målgruppe ved at opsøge interessefællesskaber, som de typisk tager del i.