Hitler-Stalin-pagten 1939-41

Kun en uge inden Den Anden Verdenskrigs udbrud indgik diktatorerne i Sovjetunionen og Nazityskland den 23. august 1939 en såkaldt ”ikke-angrebs-pagt”, der skulle få stor betydning, og som den dag i dag fortsat er stærkt omdiskuteret. For den såkaldte ”Hitler-Stalin-pagt eller ”Ribbentrop-Molotov-pagt” som den også kaldes efter udenrigsministrene, der forhandlede den på plads, havde også en hemmelig del, der opdelte Østeuropa i interessesfærer. De to lande gav med aftalen hinanden mulighed for at underlægge sig en række lande uden at den anden part blandede sig i det. Det sås tydeligst ved, at det ellers selvstændige Polen blev delt omtrent lige over kun nogle uger efter, at Tyskland angreb landet, mens Sovjetunionen året efter fik frie hænder til at indlemme de tre baltiske lande. Befolkninger i de erobrede områder blev siden udsat for utallige lidelser i form af henrettelser og deportationer. Aftalen, der også handlede om udveksling af varer, holdt i ét år og 10 måneder indtil den blev pludselig opsagt af Tyskland, da landet angreb Sovjetunionen den 22. juni 1941. Den britiske historiker Roger Moorhouse har i bogen ”En djævelsk alliance – Hitlers pagt med Stalin 1939-41” beskrevet aftalen og de konsekvenser, som den fik. I programmet medvirker cand. mag. og militærhistoriker Niels Bo Poulsen, der er chef for Institut for Militærhistorie og Krigsteori på Forsvarsakademiet.See omnystudio.com/listener for privacy information.See omnystudio.com/listener for privacy information.

Om Podcasten

Det er over 75 år siden, Danmark blev befriet 5. maj 1945, men interessen er bestemt ikke aftagende. Der udkommer stadigt flere bøger om Anden Verdenskrig, og de går som varmt brød. Interessen for de seks skæbnesvangre år vil simpelthen ikke dø. Siden 2015 har Jarl Cordua  givet sit bidrag til de mange interesserede lyttere, unge som gamle, mænd som kvinder med programrækken »Hitlers Æselører«. I hver udsendelse har Cordua en forfatter til en aktuel eller vigtig bog om Anden Verdenskrig i studiet, og sammen kaster de lys på alt  fra besættelsestidens Danmark, krigen på Østfronten, slagduellerne på verdenshavene, krigen i Stillehavsregionen, i Middelhavet og andre steder. Perspektiverne skifter fra program til program, men det handler altid om den mest blodige konflikt og hidtil største tragedie  i menneskehedens historie