Mordmaskinens villige hjælpere

Det var helt almindelige mænd og kvinder fra Tyskland og Østrig, der ofte frivilligt deltog i nazisternes dødsmaskineri. Først lod disse mennesker sig rekruttere til det hemmelige mord på Tysklands sindslidende og handicappede, som gik under den stærkt eufemistiske betegnelse ”medlidenhedsdrab”, hvor 70.000 overvejende tyskere og østrigere mistede livet. Siden fortsatte 120 af de samme folk deres morderiske karriere som medhjælpere i folkedrabet på Europas jøder. Det skete som deltagere i mordprogrammet ”Aktion Reinhardt”, hvor nazisterne i tre dødslejre i Polen myrdede 1,7 millioner mennesker. I en ny bog ”Ondskabens Ansigter” portrætterer holocaustarkæolog Anders Otte Stensager nogle af disse forbrydere. I programmet medvirker Stensager og forsøger at besvare spørgsmål om, hvem disse mennesker var? Hvad motiverede dem i deres modbydelige gerninger? Hvad foretog de sig af forbrydelser? Og hvad blev deres senere skæbne i mødet med de allieredes og siden hen i det senere vesttyske retsopgør?See omnystudio.com/listener for privacy information.

Om Podcasten

Det er over 75 år siden, Danmark blev befriet 5. maj 1945, men interessen er bestemt ikke aftagende. Der udkommer stadigt flere bøger om Anden Verdenskrig, og de går som varmt brød. Interessen for de seks skæbnesvangre år vil simpelthen ikke dø. Siden 2015 har Jarl Cordua  givet sit bidrag til de mange interesserede lyttere, unge som gamle, mænd som kvinder med programrækken »Hitlers Æselører«. I hver udsendelse har Cordua en forfatter til en aktuel eller vigtig bog om Anden Verdenskrig i studiet, og sammen kaster de lys på alt  fra besættelsestidens Danmark, krigen på Østfronten, slagduellerne på verdenshavene, krigen i Stillehavsregionen, i Middelhavet og andre steder. Perspektiverne skifter fra program til program, men det handler altid om den mest blodige konflikt og hidtil største tragedie  i menneskehedens historie