Brevkassen for migrænespørgsmål

Er det normalt at miste sin sexlyst som migræneramt, og hvordan accepterer man, at migrænen også kan koste venskaber? Det kan på mange måder være ensomt at lide af migræne. Det gælder ikke kun, når man ligger alene i sengen bag nedrullede gardiner, men i lige så høj grad når en masse spørgsmål fra en migrænefyldt hverdag pludselig banker på døren. Vi har derfor åbnet brevkassen for et hav undrende og sårbare lytterspørgsmål, der omkranser temaer som mad, sexliv, parforhold, venskaber, udlandsrejser, accept og meget andet. Det bliver en personlig snak, når både Anna og Mathilde deler ud af deres perspektiver på de mange svære følelser og tanker.

Om Podcasten

Over 500.000 danskere lider af migræne. En sygdom der, foruden en altoverskyggende hovedpine, også betyder grå dage med FOMO, svære tanker, uvished og mindre identitetskriser. Så hvordan passer man bedst på sig selv, og finder mening i det svære, når migrænen er en følgesvend? Det undersøger dine værter, migræneramte Anna Løfqvist og nysgerrige Mathilde Thuesen. I selskab med forskellige gæster stiller de dine svære spørgsmål, og bringer viden i øjenhøjde til dig med migræne og dig som pårørende, i håb om at du føler dig lidt mindre alene.