#35 Shackleton, Sunderland og skandalerne
Hvis tribunerne kunne tale - En podcast af Torkil Fosdal

Len Shackleton, den engelske supertekniker og publikumsfavorit, spillede to gange i Københavns Idrætspark. Første gang i 1948, hvor Danmark for første gang mødte Englands professionelle landshold, og anden gang i 1953, da Stævnet mødte Sunderland. Med afsæt i disse kampe fortæller Torkil Fosdal historien om Shackletons imponerende karriere, hvor han ikke blot drev modstanderne til vanvid med finurlige finter og provokerende påfund. Han var også en rebel og havde ikke meget til overs for datidens magtfulde klubdirektører, som han blandt langede ud efter i sin selvbiografi, “The Clown Prince of Soccer”. Mens Shackleton spillede i Sunderland, blev klubben i 1957 ramt af en stor skandale for systematisk at betale sorte penge til spillerne. Både ledere og spillere i klubben blev - i fodboldens eget og udemokratiske retssystem - straffet for en række ulovlige betalinger, som dog længe havde været udbredt i engelsk topfodbold. En omfattende svindel i kulisserne, som det relativt lave lønloft i første halvdel af det 20. århundrede gav grobund for, inden det til sidst lykkedes den engelske spillerforening at forbedre spillernes lønvilkår i starten af 60'erne. Da var Len Shackletons aktive karriere slut, og herefter arbejdede han som sportsjournalist og holdt dermed kontakten til fodboldmiljøet, hvor han blandt andet var med til at starte Brian Cloughs managerkarriere.