Nikolaj Nyholm: Nej til 100.000.000 dollars

Som 23-årig stiftede Nikolaj Nyholm sin første virksomhed, og efter mindre end et år blev han tilbudt at sælge den for 100.000.000 dollars. Et tilbud han sagde nej til, fordi han "..ikke gad arbejde for et teleselskab". Og så er historien om en af Danmarks mest visionære iværksættere ellers i gang! I Visionærerne fortæller Nikolaj Nyholm om at vokse op i bl.a. Østafrika, Costa Rica og USA, og hvordan menneskene, kulturerne og fattigdommen har påvirket hans iværksætterliv. Han fortæller også om at komme tilbage til Danmark i 5. klasse, hvor han satte ild til skolens skuffer, fyrede kanonslag af på toiletterne og mobbede lærerne, fordi han var en rod, der slet ikke følte, at han passede ind. Men roden faldt til ro og så lyset, da han i en bibliotekskælder i USA oplevede internettet for første gang. Det blev et vendepunkt, og siden har Nikolaj Nyholm ikke set sig tilbage. Han har bl.a. været med til at udvikle en teknologi til ansigtsgenkendelse, der blev solgt til Apple for ca. 200 millioner. Han har investeret i virksomheden Peakon, der blev solgt for mere end fire milliarder, og så har han forsøgt at købe Minecraft, som han var rådgiver for, men fik nej, fordi købsprisen ikke var høj nok til at gøre stifteren til dollarmilliardær. Nikolaj Nyholm fortæller også om sine investeringer i eSport, som han har været med til at gøre mainstream - og drømmen om egentlig at blive skovfoged. Vært: Morten Resen. Medtilrettelægger: Nina Pedersen. Musik: Thomas Banke Brenneche. Produceret for DR af GoLittle Creative.

Om Podcasten

I en helt ny podcast med vært Morten Resen, skal du møde Danmarks største visionærer og lade dig fascinere af hæsblæsende erhvervseventyr, vilde investeringer og et liv i milliardklassen. I "Visionærerne" fortæller blandt andre Johan Bülow, Martin Thorborg, Malene Birger etc. om visioner og millioner, stolthed og fortrydelser og giver lytterne et unikt indblik i, hvad det egentlig kræver at blive en af Danmarks største visionærer. For succes kommer altid med en pris! Lyt med! Produceret for DR af GoLittle Creative.