Hvor kommer oldebørn fra? ‘Udstyrstung baby’ (3:4)

“Har du levet til næsten 98 år uden at skifte en ble?! Du kommer ikke til at nå til 100 uden at have dig den erfaring”.  Sådan lyder min reaktion, da Moffe gør det klart, at han aldrig i sit lange liv har skiftet en ble. Han har heller ikke vasket dem i sin tid, hvilket ellers må have været lidt af en lorteopgave (så at sige) med gruekedel i kælderen. Det lyder i det hele taget som om, at Moffe slap nemt igennem småbørnstjansen, men omvendt gik han muligvis også glip af en hel del. Nu får han chancen igen anno 2023, hvor det jo heldigvis er en holdindsats mellem alle voksne i husstanden at tage sig af yngste familiemedlem. I dette afsnit kan I også høre, hvor begejstret Moffe (og jeg selv) blev, da vi i sin tid var til scanning og fik afsløret kønnet på vores baby. Vi genser nemlig vores instagram-reel, så hvis I derude vil have video på lige netop den del, kan I finde det på vores profil @isabellaalberte. Værter: Isabella Alberte Hedeager og Svend Aage Moffe Jensen Producer: Simone Terndrup KristensenTeknik: Simon WittrupInstagram: @isabellaalberte (https://www.instagram.com/isabellaalberte/)

Om Podcasten

Hvor kommer oldebørn fra? Det er i høj grad dét, vores samtaler har kredset om de seneste år, når min morfar, Moffe, og jeg har drukket kaffe ved vores køkkenbord. I ti år har vi boet sammen, og siden min kæreste, Simon, flyttede ind, har Moffe ikke lagt skjul på, at der var plads til endnu en roomie. Derfor var han da heller ikke til at skyde igennem af ren og skær lykke, da vi fortalte ham, at jeg nu er gravid. Med nyeste familiemedlem i maven sludrer jeg med Moffe om, hvordan verden var en anden, da han blev far i 1950’erne. Hvordan det er at ønske sig et barn, være gravid, føde og være forældre i dag og dengang. Det bliver både sjovt og alvorligt, og det er jo nok meget sigende for den tid, vi går i møde med et lille (olde)barn. Først og fremmest har vi optaget samtalerne til min datter, så hun en dag kan høre sin helt fantastiske oldefar fortælle med egne ord, hvor velkommen og ønsket hun var. Det er med mange sommerfugle i maven, at vi sender det ud i verden, og vi håber, I vil tage kærligt imod.I kan finde os på instagramprofilen @Isabellaalberte (https://www.instagram.com/isabellaalberte/), hvor vi deler glimt fra vores fælles hverdag i generationskollektivet.