Afvigernes øer

En affære mellem en ung mand og en ung kvinde med 'farlige gener' blev i 1940 bragt til ophør, da manden blev sendt til isolationsanstalten Livø, hun til pigehjemmet på Sprogø. Problemet med svangerskabet blev også løst, da den voldsomme søgang ved overflytningen resulterede i en abort. I et notat fra overlægen på Livø står der: Det må vi "takke Storebælt for". I år er det 100 år siden, at De Kellerske Anstalter oprettede isolationsafdelingen for 'moralsk defekte' piger på Sprogø. 12 år før det blev de første seksuelle afvigere, tyveknægte og sædelighedsforbrydere - alle mænd - sendt til Livø. For mange af de anbragte på begge ø-anstalter var sterilisation eller kastration den eneste udvej. En officiel undskyldning til de mennesker, der blev udsat for svigt og overgreb, er nu på trapperne. Men hvordan opstod ideen om at sende 'de uønskede' ud på afsidesliggende øer helt afskåret fra omverdenen? Hvem var de skæbner, der blev anbragt der? Og hvad kan vi lære af historien om, hvordan vi i en ikke så fjern fortid behandlede samfundets afvigere? Det er nogle af spørgsmålene i denne uges Kampen om historien, hvor Thomas Vinther Larsen taler med historikerne Poul Duedahl og Bolette Frydendahl Larsen, der begge har beskæftiget sig med de danske ø-anstalter. Musik: Adi Zukanovic. (Sendt første gang 11. april).

Om Podcasten

Vi befinder os altid i historiens slipstrøm. Krige, politiske beslutninger, samfundsmæssige omvæltninger, store ideologier og karismatiske personer fra den ikke så fjerne fortid påvirker i høj grad vores måde at leve på i dag. I 'Kampen om historien' vil Adam Holm og skiftende gæster hver uge forsøge at gå bagom en historisk begivenhed, som fortsat har aktualitet og kalder på stærke følelser og modstridende tolkninger. Musik: Adi Zukanovic.