Golda Meir - Israels hybris

6. oktober 1973 - Israel er ved at gøre klar til Yom Kippur, den vigtigste højtid i den jødiske kalender, da den israelske hær meddeler, at ægyptiske og syriske styrker har angrebet Israel på Sinai-halvøen og i Golanhøjderne. Israelske tropper har taget kampen op, og det bliver gjort klart, at de tudende sirener ikke er en øvelse. I modsætning til den sejrrige Seksdageskrig i 1967, får denne krig Israel til at vakle. Den politisk ansvarlige er Golda Meir, landets første kvindelige premierminister. Hendes rolle i Yom Kippur-krigen har kastet lange skygger af sig. Her i 50-året for krigen er hun genstand for en spillefilm, og i den anledning ser Kampen om historien i denne uge nærmere på Golda Meirs bedrifter - og nederlag - som politiker. Gæster i udsendelsen er journalist og forfatter Hanne Foighel og Jonathan Harmat, der er ph.d. i filosofi fra CBS og tidligere projektleder i Jødisk Informationscenter. Musik: Adi Zukanovic.

Om Podcasten

Vi befinder os altid i historiens slipstrøm. Krige, politiske beslutninger, samfundsmæssige omvæltninger, store ideologier og karismatiske personer fra den ikke så fjerne fortid påvirker i høj grad vores måde at leve på i dag. I 'Kampen om historien' vil Adam Holm og skiftende gæster hver uge forsøge at gå bagom en historisk begivenhed, som fortsat har aktualitet og kalder på stærke følelser og modstridende tolkninger. Musik: Adi Zukanovic.