Kiggerpigen 3:5

Vi ved meget om hvilket liv der fulgte for de overlevende børn og deres forældre fra fejlbombardementet af 'Den Franske Skole'. Men hvordan ser ordenssøstrene fra 'Den Franske Skole' på katastrofen? Vi møder Søster Marianne Bode, som ikke tror at bomberne faldt med Guds vilje, men som alligevel finder mening i tragedien. En trøst for Stine Ellerbæk, som har svært ved at rumme tanken om Kiggerpigen og de andre børns meningsløse død. Medvirkende: Signe Elisa Lütken og Søster Marianne Bode. Original musik: Simon Kvamm. Tilrettelæggelse og redigering: Stine Ellerbæk. Producer: Torben Brandt. Kontakt: [email protected]

Om Podcasten

Da journalisten Stine Ellerbæk går en tur på en kirkegård på Frederiksberg, undrer hun sig over en gravsten med et bronzerelief af en pige med store slangekrøller som i inskriptionen kaldes for "Kiggerpigen". Det bliver starten på flere års opklaring af hvem den 12 årige pige og hendes forældre var, og hvad der skete den dag hun døde, i fejlbombardementet af 'Den Franske Skole', den 21. marts 1945, som i alt dræbte 86 af skolens børn. Under opklaringen møder Stine en række mennesker som stadig lever i ekkoet fra katastrofen, her 75 år senere. Gradvis dannes en mosaik, hvori katastrofen genspilles fra flere vinkler, alt imens vi føres længere og længere ind i historien om Kiggerpigens familie, der skal vise sig at gemme på en dyster bagside. En fortælling om en af Danmarkshistoriens største katastrofer, som viser konsekvensen af at forsøge at fortrænge, som samfund, som familie, som menneske - om traumer der næres i tavshedens skygge, og overleveres igennem generationer. Og så er det en historie om enhver forældres værste frygt: Frygten for at miste et barn. En frygt som Stine konfronterer sig selv med, igennem fortællingen om en familie, som oplever det værste.