For eller imod økonomisk vækst?

Klimapodcasten: Den grønne løsning - En podcast af Dagbladet Information

Kategorier:

I 50 år har forskere advaret om konsekvenserne ved grænseløs vækst. Og i 50 år er advarslerne blevet afvist med budskaber om det nødvendige i en fortsat voksende økonomi. Lige siden Anden Verdenskrig har ambitionen om evig BNP-vækst været ledestjerne for al politik – og næsten lige så længe har debatten været en skyttegravskrig mellem fortalere og kritikere af vækst. Midt i det hele står historiker Bo Fritzbøger, der er lektor på Københavns Universitet og i årevis har beskæftiget sig med miljø og bæredygtighed i et historisk perspektiv. I ugens afsnit af Informations klimapodcast tager han os med på en tidsrejse over de forestillinger om vækst og ikke mindst grænserne for vækst, som gennem årtier er blevet formuleret i samfundsdebatten. For mens flere og flere advarer om, at vækst strider med ambitionerne om at bremse de eskalerende klimaforandringer, så synes den økonomiske politik postcorona atter at tilstræbe vækst. Men er det på nogen måde realistisk at undgå klimakrisen, hvis ikke vi samtidig gør op med vækstparadigmet? Lyt med i ugens afsnit af Informations klimapodcast.