Big Brother 20 år: Produktionen vinder stadig altid

Kulturprogrammet Babylon - En podcast af 24syv

Siden Big Brother blev sendt første gang for 20 år siden, er der sket en markant udvikling i reality-TV. Først og fremmest bliver det produceret i massevis og i alle former og størrelser. Selv DR leverer det ene realityprogram efter det andet serveret som “sociale eksperimenter”. Andre kanaler som fx. TV3 og Kanal 4 pakker derimod ikke deres reality-tv ind. Den serveres ofte tilført en stor portion steroider, bruncreme og tatoveringer. For hvor DRs reality er mere stueren, så er de kommercielle kanaler hoppet i en helt anden infinitypool. Programmer som Paradise Hotel, Ex on the Beach og Kongerne af Marienlyst virker til konstant at blive vildere og vildere. Der er ingen tvivl om, at reality genren er blevet allemandseje - senest er DR2 begyndt at sende genindspilninger af ikoniske scener fra Paradise Hotel - det siger lidt om, hvor stor genren er blevet herhjemme. Men hvor meget har genren egentlig udviklet sig? Gæster: Lisbeth Janniche, vært på de første 5 sæsoner af Big Brother fra 2001-2005. Marlene Weybøll, tidligere caster.