Autisme: Sendiagnosticeret – mit liv før og efter v/ Nikolaj Nikolajsen

I mange år befandt Nikolaj Nikolajsen sig i livets overhalingsbane. Han gjorde karriere indenfor sit fag, jura -  blandt andet fordi han kan læse 120 A4-sider i timen og huske det hele. Han fik møderet for Højesteret, hvor han førte flere sager. Han passede også sin passion for madlavning, renoverede eget og andres huse, nød sin familie og følte sig i det hele taget meget heldig.  Det gør han stadig i dag, men årene har gjort ham klogere på, hvem han i virkeligheden er. Meget klogere. Der var nemlig noget der ikke rigtigt passede ind i det succesfulde billede af det velfungerende karriere- og familiemenneske med fuld fart på: Nikolaj røg ned med flaget. Helt ned. Flere gange. Depression og stress hed det, og hver gang Nikolaj vendte tilbage til sit travle liv, var funktionsniveauet lidt lavere.  Da han som 47-årig igen måtte slå bremserne i, havde psykologen en barsk besked til ham: ”Hvis du vender til et arbejdsliv med de samme krav som før, så overlever du simpelthen ikke,” erklærede hun. På samme tid bøvlede Nikolajs teenagedatter med angst og fik diagnosen autisme. Nikolaj satte sig ind i diagnosen og fik her en aha-oplevelse af dimensioner: Sådan havde han jo altid selv haft det! I denne podcast, som er en optagelse af Nikolajs foredrag i Kristelig Handicapforenings Forældrenetværk: Autisme og Tro (Øst) d.1. oktober 2022 fortæller han humoristisk om: Hvordan et blik tilbage viser, at autismen altid har været en del af hans personlighed.Hvilke glæder og resultater han kan takke sin autisme for – og hvilke udfordringer.Hvad han ville have gjort anderledes – hvis noget?Hvad de nære relationer betyder for ham – og hvad hans autisme har betydet for dem. I begyndelsen af sit foredrag viser Nikolaj en udsendelse, hvor Søren Ryge har besøgt og snakker med hans far, Henning Nikolajsen, som har en helt særlig samling buksbom-buske, som han omfatter med stor kærligt. Klippet varer cirka et kvarter og findes bag nedenstående link 14:20 minutter inde…https://www.dr.dk/drtv/se/soeren-ryge_-alle-tiders-buksbom_223782Indledning og indtalte spørgsmål: Kommunikationsmedarbejder i Kristelig Handicapforening, Christina Hummelmose Brorson.

Om Podcasten

I denne podcast kan du høre samtaler eller foredrag om emner, der befinder sig i krydsfeltet mellem tro og handicap. Det kan for eksempel være emner som "Autisme", "At være pårørende", "Åndelig og eksistentiel omsorg" eller "Hvor er Gud, når livet gør ondt". Tjek episoderne ud, og se hvad du har lyst til at høre mere om :-)