HVAD ER LIGHEDEN MELLEM LARS FINDSEN OG HARRY POTTER?
Kulturmagasinet - En podcast af RADIO IIII

Kategorier:
De er begge hovedpersoner i udgivelser, som har skabt nærmest kaotiske scener i boghandlere herhjemme. (02:29) Den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjenestes bog, ’Spionchefen - erindringer fra celle 18’, har nemlig helt uden markedsføringskampagne fået danskerne til at flå Lars Findsens personlige beretning ned fra hylderne for at høre hans side af sagen, hvor han er tiltalt for bl.a. at have videregivet fortrolige oplysninger til medierne. Bogen lander midt i en valgkamp og bliver beskrevet som en "bombe" under debatten, men det er helt tilfældigt, siger bogens medforfatter. Gæst: Mette Mayli Albæk, undersøgende journalist på Jyllands-Posten. (13:41) Det er hård kost at deltage i den politiske debat i Danmark, og det får mange kunstnere til at trække følehornene til sig. Det mener Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der af samme årsag ikke mener, at kunstnerne har pligt til at melde sig i råbekoret under valgkampen - som de ellers har tradition for at gøre i USA. Og så kan man tage stilling med sin kunst på mange andre niveauer end det partipolitiske. Gæst: Glenn Bech, Jesper Wung-Sung og Anne Lise Marstrand-Jørgensen, forfattere. David Trads, USA-kender. (44:19) To af de største nordiske samtidskunstnere, dansk-israelske Tal R og svenske Mamma Andersson, har med udgangspunkt i den svenske landskabsmaler C. F. Hills værker skabt en række helt nye værker, som man netop nu kan se på Kunsten i Aalborg. Men det er ikke C. F. Hills ikoniske malerier af den svenske natur, der har inspireret dem: derimod er det de værker, han har skabt efter han som 28-årig blev erklæret sindssyg med skizofreni, der udgør baggrundstapetet for udstillingens nye værker. Gæst: Tal R og Mamma Andersson, kunstnere. Vært: Mathias Wissing. Tilrettelagt af: Maja Hald, Søren Berggreen Toft, Morten Nørbo.See omnystudio.com/listener for privacy information.