Kulturmagasinet elsker Onkel Reje

Kulturmagasinet - En podcast af RADIO IIII

Kategorier:

30 børn synger live Onkel Reje-sangen ”Piger der er ude på ballade” i anledning af denne særudsendelse, der undersøger, hvad der gør børne-tv-figuren Onkel Reje så elsket. Lige nu er Mads Geertsen, manden bag DR Ramasjangs figur Onkel Reje, sygemeldt, efter han har modtaget trusler fra både enkeltpersoner og grupper. DR har anmeldt sagen til politiet. Sigurd Barrett, Anna Lin, Micki Cheng, Sebastian Klein og Søren Hauch-Fausbøll sender en hilsen til kollegaen og giver en opsang til de mennesker, der udøver hetz på sociale medier. Noget flere selv har prøvet. Onkel Reje er super sjov, fordi han ikke går i bad og synger om prutter, fortæller børn om deres idol. Og Onkel Reje er nutidens stærkeste repræsentant for dansk børne-tv's tradition med at tage børnenes verden seriøst og vise dem, at de er gode nok, som de er, fortæller en forsker i børne-tv. Samtidig har han genopfundet børnemusikken ved at synge om alt det forbudte, fortæller forfatteren bag bogen ”Hvis du siger missetand… - Historien om dansk børnemusik”. I metalmiljøet er Onkel Reje også en helt, fordi han gør metalmusikken tilgængelig for børn. Gæst: Stine Liv Johansen, lektor på Center for Børnelitteratur og Medier på Aarhus Universitet, Espen Strunk, forfatter og Tobias Holst, skribent på metalmagasinet Devilution.dk, Maria Burgård, korleder og 30 børn fra Aarhus Spire Kor og Aarhus Børnekor. Vært: Maja Hald. Tilrettelagt af: Lene Grønborg, Joachim Vestergård, Søren Berggreen Toft.See omnystudio.com/listener for privacy information.