Kostumer

Kostumer er for øjet hvad lyd er for øret, når du går i teatret: de skal på en gang udfordre og spille sammen med forestillingen. Kostumer er publikums introduktion til en karakter, for hvis klæder skaber folk er det også en vigtig ledetråd til at regne stykkets figurer ud. Vi skal denne gang høre, hvordan et kostume bliver forvandlet fra tegning og frem til premiereaften. Vi skal høre hvad der sker med en skuespiller, første gang han trækker i sit kostume, og så finder vi ud af, hvor mange meter paillet-stof, der går på et orakel i en eventyrfortælling. Det er skrædder og kostumier Lone Frikke og kostumedesigner Astrid Lynge Ottosen, der i dette afsnit fortæller om deres hjørne af teaterkulissen.

Om Podcasten

Velkommen bag KULISSEN En podcast fra Aarhus Teater I podcasten Kulissen dykker vært og tilrettelægger Louise Sejr Højmark ned i de mange historier, der findes bag scenerne på Aarhus Teater. I podcasten vil vi fortælle den store historie i den lille. Du vil derfor opleve, at den enkelte episode tager afsæt i noget konkret – fx en aktuel forestilling, en historisk begivenhed eller et menneske med noget på hjerte. Kulissens jingle er fra Marie Koldkjær Højlund og Klaus Q Hedegaards musik til forestillingen Dancer in the Dark (2018)