Iransk rapper får omgjort dødsdom og fascination af forbryderportrætter
Kulturen - En podcast af DR
Kategorier:
Rapperen Toomaj Salehi fra Iran har fået omgjort sin dødsdom af landets øverste domstol. Det oplyser hans advokat, Amir Raisian, ifølge nyhedsbureauet AP. Rapperen er blandt andet kendt for sine tekster, der kritiserer det iranske styre. Han har for eksempel sunget om Mahsa Amini, der døde i politiets varetægt i 2022. Et dødsfald der antændte store protester over Iran og hele verden i flere måneder. Salehi blev oprindeligt anholdt for at støtte demonstrationerne med sine sange. Forbryderportrættet er et kraftfuldt symbol, der både repræsenterer nedtur og berømmelse. Det afspejler vores fascination af berømtheder og deres fejltrin, og det kan blive et vendepunkt for offentlighedens syn på den, der får delt et. I denne omgang er det sket for den amerikanske verdensstjerne Justin Timberlake, der blev taget for spritkørsel i New York den 18. juni. Vi undersøger forbryderportrættets rolle i Hollywood og trækker tråde hjem til de danske forbryderportrætter. Værter: Linnea Albinus Lande og Chris Pedersen.