Fremtidens universiteter

Hvad er universiteternes rolle i fremtiden? Universiteterne har for alvor været i politikernes søgelys på det seneste. Diskussionerne drejer sig bl.a. om kandidatuddannelser, der fremadrettet skal tage blot ét år for de studerende at gennemføre og historier om universiteter, der må lukke uddannelser pga. reduktion af optag i storbyerne. Tager vi det lange lys på, har der været hele 30 reformer på universitetsområdet de seneste 21 år. Samtidig kalder kriser i samfundet på øget inddragelse af universiteterne.Denne reformiver er ét blandt mange tegn på, at universiteternes samfundskontrakt er under forhandling – for hvilken rolle bør fremtidens universiteter egentlig spille?I denne måneds udgave af Ledelsesalmanakken har vi inviteret dekan på fakultetet Technical Sciences på Aarhus Universitet Eskild Holm Nielsen og partner i Mobilize Claus Bjørn Billehøj ind til en snak om den fremtid, universiteterne står over for. Eskild deler i afsnittet sine erfaringer med strategisk forskningsledelse og samfundsimpact og giver sit bud på, hvorfor samfundet har brug for universitetet, og universitetet har brug for samfundet.Lyt med når vi forsøger at forstå universitetsverdenen og ser ind i krystalkuglen for at forestille os, hvilken rolle universiteterne kommer til at spille for samfundet i fremtiden. Vi håber afsnittet giver anledning til inspiration ude på universiteterne. Rigtig god lyttelyst! Månedens gæster: Eskild Holm Nielsen, dekan på fakultetet Technical Sciences på Aarhus Universitet og Claus Bjørn Billehøj, partner i Mobilize Strategy ConsultingVært: Amanda Houmark-Ørsøe, konsulent i Mobilize Strategy ConsultingTitelmusik: “Idéer ad omveje” af Asbjørn Busk Jørgensen

Om Podcasten

Ledelsesalmanakken er en faglig time-out for dig, der er optaget af ledelse, organisering og strategi. Du praktiserer det selv eller hjælper nogen med det. Og du vil inspireres, udfordres, måske lære nyt. Hver måned opsøger vi ledere, praktikere eller teoretikere. Sammen undersøger vi aspekter af strategi, ledelse og organisering - som det udfolder sig i praksis. Fordi vi ved, at mange ledere savner tid i hverdagen til at reflektere over dét, der strategisk er vigtigt - og som kræver indsigt eller udsyn. Podcasten er tænkt, talt og produceret af Mobilize Strategy Consulting. Musikken er "Idéer ad omveje", skrevet og spillet af Asbjørn Busk Jørgensen.