Strategi i pagt med naturen - med langvarigt bæredygtige strategier?

Hvad kan vi lære af naturen i vores arbejde med strategi i organisationer? Dét spørgsmål forsøger vi at besvare i denne måneds udgave af Ledelsesalmanakken i selskab med partner i JA Studio og billedkunstner Kigge Hvid. Hun er nemlig særligt optaget af at bruge sin viden om naturen og biodiversitet fra kunststudiet i hendes arbejde med globale virksomheder. ”Træer har tusindårige strategier for at leve. Hvad med at lave strategier, så de har en længere tidshorisont?”, siger Kigge. Organismer, økosystemer og Darwins ”survival of the fittest” er blot nogle af de fænomener fra naturen, som man i nogle virksomheder sætter i relation til organisering og strategi. Dog mener Kigge, at der kan opstå visse misforståelser ved at bruge elementer fra naturen i en virksomhedskontekst. Hvis man skal bruge naturen som inspiration, kræver det, at man har nok viden om naturen, mener hun. Lyt med når vi snakker om træer, organismer og strategi - og lad inspirationen spire!

Om Podcasten

Ledelsesalmanakken er en faglig time-out for dig, der er optaget af ledelse, organisering og strategi. Du praktiserer det selv eller hjælper nogen med det. Og du vil inspireres, udfordres, måske lære nyt. Hver måned opsøger vi ledere, praktikere eller teoretikere. Sammen undersøger vi aspekter af strategi, ledelse og organisering - som det udfolder sig i praksis. Fordi vi ved, at mange ledere savner tid i hverdagen til at reflektere over dét, der strategisk er vigtigt - og som kræver indsigt eller udsyn. Podcasten er tænkt, talt og produceret af Mobilize Strategy Consulting. Musikken er "Idéer ad omveje", skrevet og spillet af Asbjørn Busk Jørgensen.