52. Sygdommen ALS gjorde Anni til enke
Livet med sorgen - En podcast af Dorte Rønne & Tina Kreutzer - Mandage

Denne podcast starter med et brev fra nu afdøde Carsten, som blev 53 år, og slutter med en sang, fremført af Anni Wandahl Sørensen. Anni er i dag enke på 7. måned, og nu alenemor for Alfred på 10 år. For 4 år siden blev Carsten syg og får konstateret ALS, som er forkortelsen for Amyotrofisk Lateral Sklerose, en uhelbredelig og ubarmhjertig sygdom. De når at få 21 dejlige år sammen. Hør hvordan Anni og Carsten vælger at leve deres sidste tid, og hvordan venner, jagtkammerater, familie og kollegaer har bakket op om dem, både før og efter. Hvornår er det bedst at tale om en forestående død, når det samtidigt er vigtigt at leve i nu´et, fordi tiden er kostbar? Kom tæt på Carsten og Annis sidste tid fra ventesorg til afsked, hvor blandt andet humoren har været deres redning. Du får også indsigt i hvordan Anni har haft det siden. Hvor meget de var vokset sammen, fandt hun først ud af, da han ikke var her mere. Det er en ærlig og kærlig episode, som bekræfter hvor vigtigt det er at italesætte ting, og at der er mange gode mennesker i denne verden.